Thailand – adventure

Loading
loading..

Den 2. april 2013 rundede Heidi og jeg et efterhånden usædvanligt hjørne – vi havde været gift i 25 år. Vi besluttede, at det skulle fejres med en ferierejse noget ud over det sædvanlige – derfor bestilte vi en 17 dages tur fra Stjernegaard Rejser – ”Det bedste af Thailand – på egen hånd”.

Vores drømmetur tog sin begyndelse lørdag d. 18. januar 2014, hvor vi tog turen til Kastrup for, at tage turen med Thai Airways til Bangkok. Afgang var kl 14:00 – forude ventede omkring 10-11 timers flyvning. Vi startede med, at skrue uret 6 timer frem til Thai tid – så havde tiden pludselig passeret 20. Efter en fin omgang fly-mad og der til, hvad man måtte drømme om af drikkevarer, stod den på ”god nat”. Vi skulle forsøge, at ”være træt” sidste på eftermiddagen dansk tid. Det var ikke så nemt, så det blev kun til beskeden søvn inden vi landede kl 06:00 Thailandsk tid i Bangkok.

Efter et par timers ophold i denne kæmpe lufthavn, gik det videre med en indenrigsrute til Chiang Mai – Thailands næststørste by med lidt over 300.000 indbyggere (langt op til de mere end 10 millioner i Bangkok).

Chiang Mai

Søndag d. 19 januar ankom Heidi og jeg til lufthavnen i Chiang Mai kl 9:30 efter 1½ times flyvning fra Bangkok. Vi var trætte efter den lange rejse fra Danmark, men samtidig meget spændt. Lufthaven var en del mindre end lufthavnen i Bangkok – noget mere overskuelig. Var bagagen mon kommet med hele vejen – den havde vi sidst set, da vi foretog checkin i Kastrup. Det var den heldigvis.

Stjernegaard Rejser havde fortalt os, at vi ville blive afhentet i lufthavnen og kørt til vores hotel – og det faldt også i hak. En taxa fik vores kufferter bakset ind i bilen og derefter en køretur på knap 30 minutter ind til hotellet tæt på centrum i Chiang Mai. Chaufføren kunne ikke to ord engelsk og vi kunne lige så meget thai, så der blev ikke udvekslet mange ord.

Vi ankom til et lille hyggeligt hotel – Ketawa Boutique Resort – med kun 13 værelser. Hvert værelse med sin egen unikke farve/indretning. Vi fik en værelse med grå farvetema – og det var helt i orden. Her skulle vi have de tre første overnatninger.

Inden vi kastede os ud i, at gå på oplevelse i Chiang Mai, skulle vi lige have knap en times søvn. Selv om vi var trætte var det svært at falde i søvn – lidt blev det dog til.

Efter en kort hvil kastede vi os ud i de første oplevelser. Hotellet var placeret kun 5 min. fra den gamle bydel og få hundrede meter fra Ping River, der løber gennem Chiang Mai, så det var forholdsvis nemt. Det lykkes os dog at gå forkert på den første tur, hvor vi i stedet havnede i nogle små gader og veje. Her fik vi i stedet mulighed for at se, hvordan de lokale levede – og det var utroligt, hvad man kunne drive forretning ved. Små butikker og håndværker, som man skal mindst 50 år tilbage i Danmark for at finde tilsvarende.

Med venlig hjælp fra en ung Thailandsk fyr, kom vi dog på rette spor og fandt ind mod bymidten. Det første man lægger mærke til er de mange templer, som næsten ligger på hvert hjørne i midtbyen. Masser af guld og glimmer – og munkenes orange dragter.

Vi fandt ind på Restaurant Black Elephant , hvor vi for første gang på vores tur stiftede bekendtskab med det fortræffelige Thailandske køkken.

(Billed: Man behøver ikke at investere i dyre instrumenter for, at optræde med musik – her i Chiang Mai).

Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle have syet et jakkesæt nu, hvor vi var i østen, hvor timelønningerne er en tiendedel af de danske. Hjemme fra havde jeg fundet en skrædder på TripAdvisor, som havde fået rigtige gode anmeldelser – efter nogen søgning lykkes det, at finde frem til ”CM Custom Taylor”. Det kan anbefales, at tjekke dette ud i forvejen – der er et hav af skræddere, men det er umuligt, at vurdere kvaliteten i forvejen. (Link: http://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g293917-d2140692-Reviews-CM_Custom_Tailor_Chiang_Mai-Chiang_Mai.html)

Jeg bestilte et jakkesæt i noget af det bedste stof man kunne få til formålet – og en rigtig lækker skjorte (en kvalitet der er bedre end Stenstrøm skjorter til mere end 1000) – det kostede mig DKK 1.800. Det var søndag og dagen efter skulle jeg have foretaget den første tilpasning – inden tøjet var færdig til den sidste afprøvning og afhentning tirsdag.

 

Da det var søndag var vi så heldige, at vi kunne opleve det ugentlige ”Sunday night marked”, det marked de adskiller sig fra det det daglige ”night marked”, hvor det primært var pirat kopier af diverse tøj, ure m.m..

 

På ”Sunday night marked” møder udbydere op fra de omkringliggende landsbyer med deres håndarbejde – og det er et kæmpe marked, vi opgav at se det hele. Det er vej op og vej ned.

IMG_3646

Vi havde planlagt, at vi skulle prøve at spise i et gadekøkken trods mange advarsler og formaninger hjemme fra. Det var absolut ikke en skuffelse – og så var det samtidig uhyrligt billigt. En ret mad koster sjældent mere end DKK 5, så det var ikke her vi for alvor brugte vores penge. Samtidig kan man her selv vælge sin mad og se hvordan det bliver tilberedt i modsætning til en restaurant, hvor man ikke kan se forholdende i køkkenet. Det kan anbefales, at man mindst én gang prøver det ved besøg i Thailand. Se denne lille video fra et af de street foods vi besøgte:

Mandag havde vi planlagt en udflugt til det mest berømte tempel i området – Wat Doi Suthep i bjergene i godt 1000 meters højde, hvorfra der er en flot udsigt over det plateau, hvor Chiang Mai med de omkring 300 templer ligger. Der er liv omkring den guldbelagte chedi og funklende paraply med samme overdådige overflade.

 

Vi kaprede en form for en ladvogn med to bænke bag i sammen med to hollændere.  Vi delte prisen på de 800 Bhat for transport frem, 4 timers ophold og transport tilbage igen. Det kostede os DKK 90 – der er jo overskueligt.

IMG_3772

Tirsdag havde vi tilmeldt os et ”cocking course” i Thailandsk madlavning. Det var en rigtig god oplevelse, som varmt kan anbefales. Vi blev afhentet på vores hotel og kørt til det sted, hvor vi skulle kaste os ud i madlavning. Der var deltagere fra mange forskellige lande: England, Tyskland, Australien og ikke mindst Kina, hvor der var flere unge deltagere, som nysgerrigt spurgte livet i Danmark og ”Daniel Agger”!!. Inden vi gik i gang med madlavningen, blev vi kørt ud på et madmarkedet, hvor vi købte ingredienser til de mange retter vi skulle lave. Det fik vi mange gode retter ud af.

Sidst på eftermiddagen blev det til et besøg hos en popular “barista” kaffebar – Ristrotto. Det er meget billigt for en kop kvalitetskaffe med en kaffeblanding efter eget valg – omkring 15 DKK.

Mae hong son

Dag 5 – onsdag – var det tiden for, at rykke teltpælene op i Chiang Mai – vi kunne dog efterlade en kuffert til opbevaring på hotellet, da vi ville vende tilbage for en enkelt nat senere på turen.


Efter en flyvetur på 30 minutter, landede vi i Mae Hong Son – en by tæt på grænsen til Myanmar (Burma). Vi skulle de næste 3 dage på en guidet tur.
Vi var lidt spændt på, hvor mange deltagere der var på denne guidet tur – men da vores guide: Khun Niti og en chauffør samlede os op i lufthavnen, kunne vi konstatere, at det var en “privat” tur kun for Heidi og jeg.
Kørsel i Mae Hong Son var meget anderledes end i Chiang Mai – her var meget mindre trafik og næsten ingen turister.
Første stop var på en bjergtop lige uden for byen, hvor vi skulle besøge et burmesisk inspireret tempel og vigtigste i byen – det hvide tempel: What Phra That.

Fra templet var der en flot udsigt ud over byen – det er lidt specielt at se munkene i orange klæder, der har opgivet livet som almindelig borger for at leve i et kloster.

Herefter skulle vi besøge den sagnomspundne stamme, Padaung, bedre kendt som Long Neck, som er en gren af Karenfolket. Samtidig skulle vi møde de mindre kendte Long Ears (lange ører). De er bosat i flere landsbyer i grænseområdet, hvor den thailandske regering har accepteret, at de oprindelige burmesiske folkeslag kan bosætte sig. Jeg havde lidt forventet, at det måske ville være en “turistfælde” med turistbusser. Jeg kunne dog hurtigt konstatere på vores vej gennem skoven, at det krævede 4-hjuls trækker, at komme frem på disse dårlige grus og skovveje.
Da vi nåede frem til landsbyen, var vi de eneste turister på det tidspunkt – så det var en positiv overraskelse. Long Neck er opkaldt efter der udseende, hvor kvinderne fra teenager alderen får en ny halsring om halsen hvert år – indtil der ikke kan placeres flere. Fuldt udstyret er det 3 kg ekstra der skal slæbes rundt med omkring halsen. Det eneste tidspunkt, hvor halsringene tages af, er under graviditet.
Heidi købt flere farvestrålende tørklæder, som kun kostede omkring 20 DKK fra nogle af de boder kvinderne havde opsat (ja, det er kvinderne der gør arbejdet, mens mændene slapper af i varmen).

(Billed: det er Heidi til venstre og en Long Neck kvinde til højre).

 

 

 

(Billeder: Venstre – en “Long ear” ældre kvinde. Midt – pige i en af de farvestrålende dragter. Højre – en kvinde i gang med væve arbejde).
Det blev ligeledes mulighed for, at besøge landsby skolen – en bambus hytte med flere lokaler. Her hilste vi på en tysk kvinde, som havde et job som lære på skolen.

På vej tilbage mod byen, holdt vi ind i en lille landsby. Da vi kun var guiden, Heidi og jeg, fik vi mulighed for, at komme inden for i et Thailandsk hjem. Disse mennesker var meget fattige – lerklinet gulv, vægge og tag af hvad der nu måtte være tilgængeligt, et stort rum uden lys, hvor der blev lavet mad over et ildsted. Der er ingen skabe og reoler – alle ting bliver opbevaret i poser og net, der hænger på væggen.

 

 

 

 

 

 

Det gjorde stor indtryk på os, at besøge nogle af beboerne – blandt andet denne ældre dame, der lige skulle have brysterne inden for blusen inden jeg fik lov til, at tage et foto.
Godt fyldt op med indtryk, blev vi kørt til vores overnatningssted for de næste par nætter – Fern Resort. Et rigtig hyggelig sted med hytter af bambus placeret med rismarker, små vandløb og med skoven i baghaven.

Tilbage på Fern Resort var der tid til, at slappe lidt af inden aftensmaden.
Her oppe i det nordlige Thailand er det normalt lidt køligt om aftenen (det var trods alt vinter i Thailand) – det krævede en trøje.

Næste dag – dag 6 – stod den på nye spændende udflugter.
Det første var en tur på en elefant – ja, det i dag efterhånden blevet politisk ukorrekt – men det var nu et meget roligt tur  – og mahout (elefantføre) behøvede kun at give nogle få kommandoer til det mange tons store dyr.
Vi sad på en bænk på ryggen af elefanten, mens vi først forcerede en flod og siden fortsatte turen igennem skoven. Her hoppede mahout af elefanten og jeg kunne i stedet sætte mig ned oven på nakken af det store dyr – imens han gik fløjtende foran elefanten.

 

 

Efter en times “ridt” på elefanten nåede vi frem til endestationen, hvor vi syntes, at den store hun-elefant fortjente en god klase bananer og en bunke sukkerrør. Vi fik sagt pænt farvel til “damen” og mahoutten inden turen gik videre i bil.

Næste punkt på turen – vi skulle ud og sejle på en bambus tømmerflåde, hvor en lokal mand med en stor cigar i munden bugserede os ned ad floden de næste 90 minutter. Det var en stor oplevelse, at glide næsten lydløst ned ad floden og studere naturen og de mange flotte fugle – desuden fik jeg et glimt af en enkelt slange, den havde dog meget travlt med at komme op ad vandet og væk i skjul. Der ud over er der nogle steder boliger ved floden. På flodbredden har en familie eksempelvis opført sin bolig, et simpelt hus med bambusvægge og taget tækket med græs, som sirligt er flettet, så det skærmer for sollys og holder regnvandet ude. På bredden står børnene og vinker, mens de voksne sætter net i floden.
Se en lille video fra vores sejltur her:

Efter frokost på en lille lokal udendørs “køkken”, gik turen videre op i bjergene, hvor vi skulle besøge bjergstammerne, Shan og Hmong. Hmong-folket med deres smukke og farverige tøj er en befolkningsgruppe, som lever i de bjergrige egne af Sydøstasien, i det sydlige Kina samt de nordlige dele af Thailand, Vietnam og Laos. Hmong-folket stammer oprindeligt fra det sydlige Kina, hvorfra nogle udvandrede i det 18. århundrede og drog sydpå til bjergområderne i det nordlige Sydøstasien.

Mange af disse folk lever af, at dyrke kaffe og the – det skulle vi selvfølgelig kigge nærmere på, da vi kom til én af landsbyerne. Vi så de plukkede kaffe frugt – på taget, hvor kaffebønderne blev tørret – og så skulle vi selvfølgelig smage en kop kaffe.

 

Det var dog ikke helt kaffe i den klasse, som vi tidligere havde fået serveret på barista baren i Chiang Mai, men på grund af deres store gæstfrihed, så købte vi selvfølgelig en pose kaffe med hjem – og her smagte den ikke ret godt.
Efter dette besøg gik turen tilbage til den sidste aften på Fern Resort. Vi tog dog en bus ind til Mae Hong Son for, at kigge os lidt omkring, samt et aftensmåltid. På gaden på en stol måtte vi give DKK 25 for 30 minutters: ryg, nakke og arm massage i en af de mange boder.

Næste dag skulle vi forlade Fern Resort – det næste overnatningssted vil vi aldrig nogensinde glemme. Vi blev hentet på Fern af vores guide Niti, chaufføren (kan ikke huske navnet) og hans kone, som var med som “kok” – det betød, at vi to det næste døgn skulle vartes op af 3 personer. De må leve for en meget lille løn, når jeg tænker på, hvad vi betalte for turen – der faldt selvfølgelig pæne drikkepenge af til dem alle.
Vi var først på et lokalt madmarked, hvor der blev købt ind af madvare og øl til aftensmaden.

På dette billede har vi gjort hold ved en lille restaurant for, at få noget at drikke. Her var der – lige som mange andre steder – en rigtig flot udsigt. Heidi står her sammen med vores guide Niti, som vi fik mange oplysninger om, hvordan det er, at leve i Thailand.
Det var vigtigt for ham, at hans to døtre fik en god uddannelse, da det var konens og hans pensionsopsparing – døtrene skulle sørge for dem, når de blev gamle.

Omkring middagstid nåede vi frem til en mindre by, hvor vi skulle spise frokost hos en ældre kvinde. Inden dette skulle vi dog først på besøg på den lokale skole. Det var tydeligt, at mange af eleverne i forvejen kendte vores guide, da de flokkes om ham. Vi besøgte ligeledes en af de mindre klasser, hvor der blev sovet til middag på gulvet i klasselokalet.

 

 

 

 

I hytten hos den ældre kvinde – som i øvrigt kunne fortælle, at hun havde en meget yngre mand – blev der tilberedt en frokost på gulvet (der er ingen borde og stole). Som “tallerken” fik vi et bananblad, hvor vi havde lidt ris. Så var det ellers bare “buffet” med et underlag af bananblade midt på gulvet med fisk, grøntsager, frugt og kød. Her til en lokal the i et trækrus – igen en oplevelse. På ovenstående billede ses vores chauffør og Heidi.

Efter frokosten gik turen videre op ad bjerget – vi nærmede os grænseområdet mod Myanmar (Burma) – og den del af Myanmar var “lovløst” med masser af narkotika produktion. Vi skulle blandt andet igennem en militær kontrolpost inden vi få kilometer før grænsen nåede vores mål – eller det vil sige næsten vores mål. Der var knap et par kilometer tilbage inden vi var fremme i den Lahu landsby, som var målet for vores tur, men var ufremkommelig i en bil (også for en 4-hjuls trækker), så vi måtte gå det sidste stykke ned til byen. Vi fik et par kufferter transporteret på en knallert af en lokale. Det var et virkeligt flot område, hvor vi blev mødt med: palmer, skov, sletter og bjerge – bedårende udsigter som ikke kan retfærdiggøres på et foto.
Chaufførens kone tog sig godt af Heidi – ville blandt andet bære hendes håndtaske, samt gav hende et tørklæde på hovedet mod den hårde sol. Generelt må vi sige, at vi kun blev mødt af venlighed, uanset hvor vi var i Nordthailand.
Det første vi mødte i byen var byens stolthed – en nyere skole, hvor der var samling ude foran skolen af alle elever og lærer inden de fik fri fra skole.
Igen oplevede vi, at børnene var utrolige høflige da de passerede forbi os – de fleste af børnene hilste pænt med den måde man hilser i Thailand.

Vi gik en tur igennem byen med vores guide – næsten alle hytter på pæle – bambus beklædt med gulvet hævet 1-2 meter over jorden. Under huset rendte: børn, høns, grise og hunde rundt i rodet under husene.

Vi begav ud på en mindre trekking tur uden for byen – her mødte vi nogle af byen yngre mænd, som var i gang med, at opsætte et hegn af bambusstammer mod de vilde heste, således den lille mark med søde kartofler var hegnet ind.
Vi blev budt på et glas hjemmelavet whisky af det fælles glas, som gik på omgang – det var godt nok kraftige sager, men det var de åbenbart vant til at drikke. På billedet sidder Niti med glasset og flasken. De fik penge til en ny flaske -og da vi senere kom forbi igen, så havde de hentet en erstatning.
På vores tur kom vi forbi en dal, hvor nogle af byens kvinder gik længere nede på skrænten og plejede de grøntsager, som de havde sat. I landsbyen var der ingen forretninger – alt hvad de skulle bruge skulle de enten dyrke eller skyde selv eller bytte sig frem til.
Vi kom ligeledes igennem et område bag et stendige, hvor landsbyen havde en svinefarm. Her gik grisene frit omkring indtil de en dag bliver slagtet (eller måske ædt af en af de sky tigere der findes i bjergene mellem Thailand og Burma).

Tilbage i landsbyen blev vi ledt ned til den hytte, hvor vi skulle overnatte. Vi er de eneste turister i byen – og vi vækker lidt opsigt. I højsæsonen (vinter) kommer der besøg med gennemsnitlig 3 ugers mellemrum, så det er absolut ikke overrendt. Vi taler blandt andet på et par kvinder, som er ved at rense majs af kolber.

Vi bliver ledt hen til den hytte, som vi skal overnatte i. Det er meget grænseoverskridende i forhold til, hvad vi nogensinde har prøvet før – meget primitivt. Toilettet er en lille hytte ved siden af, der er ganske utæt, så man kan kigge ud, mens man sidder på hug på toilettet. Toilettet er en hul i jorden – og ved siden af står en stort kar med vand, som kan bruges til, at vaske hænder i og skylle efter med.

Så fik vi prøvet det med.
Senere på aften spurgte vi Niti, om vi kunne låne en lommelygte, hvis vi skulle på toilet i løbet af natten (vi havde fået nogle lokale Thailandske øl – Chang – i løbet af aftenen) – det kunne vi godt, men de ville ikke anbefale os, at gå der ud om natten på grund af edderkobber, slanger og andet kryb.
Nattens vandladning blev – som anbefalet – klaret fra det øverste trin på trappen til hytten.

Da vi kom tilbage til hytten efter vandreturen, var chaufførens kone godt i gang med, at forberede aftensmaden sammen med et par lokale kvinder og en mand. Der blev brugt de madvare som vi havde købt på markedet, samt nogle af de lokale madvare. “Komfuret” var et åbent ildsted midt i hytten og vand der skulle smides ud, blev bare hældt ud gennem gulvet.

Hytten var lånt af en familie, hvor de alene var en dreng på 15 og en pige på 14 der boede i landsbyen – forældrene arbejdede langt væk i Chiang Mai og var kun hjemme nogle få dage hver anden måned.

Vi fik meget god mad den aften – der var kun en enkelt ting vi havde svært ved at spise – en lokal delikatesse, hvor kød og ben var most sammen. I en rundkreds bag os, sad en del af de lokale – når vi var færdig med en ret (og der var meget mere end vi kunne spise), så blev maden sendt om til dem bag ved. For mange af dem, var det mad de kun fik ved specielle lejligheder, da det var mad vi havde med fra madmarket i Mae Hong Son, hvor der er et betydeligt større udvalg end hvad skrænterne omkring byen kunne byde på. Chang øl blev også pænt helt op til os i glasende – derefter drak de selv resten i flasken – en stor Chang er på 0,7 L.

Tidligt på aftenen ved 21-22 tiden begyndte beboerne at gå til ro – vi havde hytten for os selv, hvor der blev rullet en stor madras ud og helt rent sengelinned. Soveområdet blev lukket inde i et myggenet for, at holde myg og edderkobber ude. Jeg er sikker på, at vores soveområde ville være luksus for de fleste i byen.
Vi vågnede mange gange i løbet af natten – jeg troede, at en hane kun galede, når det var lyst, men det fandt jeg ud af, så fungerede det i hvert fald ikke her. Når først én hane galede i byen, fulgte den andre efter.
Vi vågnede tidligt næste morgen og gik en tur i byen – det var en fantastisk syn med dis der hang over nogle af bakkeområderne.
Vores kok sørgede for, at der blev tilberedt en “continental” morgenmad med kaffe, ristet toastbrød og Nutella.

Et ophold vi aldrig glemmer var slut vi skulle videre – og det var tid til, at sige farvel til de mange venlige beboere, som vi mødte om morgenen. En sådan sted møder vi sikkert aldrig nogensinde mere.

(Billed: Forrest – vores guide Niti, vores kok (kone til chauffør) og chaufføren – bagerst Heidi og nogle af de lokale).

Sidste dag med guide – vi var også ved, at være godt fyldt op med indtryk. Turen gik ned af bjerget igen og kurs mod byen Pai. Vejen snor sig mellem bjergsider gennem spektakulære landskaber.
Første stop var en Lisu landsby. Lisu er oprindeligt fra Tibet og de var ligeledes anderledes farverigt klædt end de landsbyer vi tidligere havde besøgt. Vores kok – ja chaufførens kone – var rigtig god til, at skaffe os kontakt til beboerne, hvor vi så der smykker og dragter de anvendte ved festlige lejligheder.

(billed: en af de helt små børn i Lisu landsbyen, som Heidi fik lov, at holde. Kokkens kone fortalte os, at hun var gravid og draget af de små børn. Her under et smykke til festlige lejligheder).
(Billed: små Lisu piger leger. De var lidt nysgerrig – det var ikke hver dag de fik besøg i landsbyen af en europæer).

På vejen mod Pai blev det også til et besøg i Tham Lod Cave, hvor adgangen er gennem en kæmpemæssige åbning i klipperne, hvorfra vi sejlede ind i grotten på tømmerflåder. Den 1700 dybe grotte åbnede sig som en katedral og oplyses af den kraftige gaslampe, der bæres af vores lokale grotteguide. Grotten består af tre gigantiske kamre med fascinerende skulpturer i alverden farver, designet af moder natur gennem tusindvis af år.

(Billed: adgang til grotten foregår på en tømmerflåde).

Efter en frokost i en af restauranterne ved grotten, var vores tre dages tur med Niti, chaufføren og hans kone, ved at være ved vejs ende. Vi havde haft nogle fantastiske dage, men vi var også ved, at være godt fyldt op med oplevelser – vi trængte til at fordøje oplysningerne. Fremme ved The Quater Resort var tiden til, at skilles fra vores følgeskab – en følgeskab som vi satte stor pris på og som vi aldrig ville glemme.

(Billed: Endeligt lidt tid til, at slappe ved poolen på The Quater Resort).

Pai

Vi skulle de næste to dage bo i den charmerende bjergby, Pai, hvor kunstnere/kreative sjæle med forkærlighed for smukke landlige omgivelser har slået sig ned. Der er en fabelagtigt stemning, når tusmørket sænker sig, forretninger åbner og restauranter og gadekøkkener fyldes med liv.

Resten af dagen brugte vi på, at slappe af ved poolen, samt at gå på opdagelse i byen.

Næste dag havde vi besluttet os for, at leje en scooter – fyldt op med benzin måtte vi slippe DKK 30 for dette. Vi havde planlagt, at tage på opdagelse i omegn af Pai. Vi besøgte først en lokal forlystelsespark, hvor en del af de lokale mødtes med familie. Det blev også til et besøg i et tempel, hvor der var ringet til bøn.

Der efter videre på scooteren med Heidi bag på, for at kigge på et vandfald. Der var nu ikke så meget vand på dette tidspunkt af året – det er sikkert et andet syn i regntiden. Vi besøgte ligeledes en bro over floden, som åbenbart var kendt fra 2. verdenskrig (det var dog ikke broen over flod Kvai – den ligger et andet sted i Thailand). Der næst gik jagten på et sted, hvor vi kunne få en frokost og noget væske. Placeret ved landevejen faldt vi over en rigtig hippie spisested kaldet “Krazy” – ja sådan staves det – her blev vi på meget gæstfri både taget imod af stedets kvindelige indehaver.

Hun foreslog, hvad vi skulle have til frokost – en stor tallerken af hendes egen version af Pad Thai til hver – med tilhørende colaer. Jeg tror nok, vi kom af med omkring 30-35 DKK inklusive drikkepenge. Virkeligt et hyggeligt sted, at besøge.

Højt over området lå “den hvide Buddha” – det var det næste stop. Det gik godt op ad bakke, så scooteren måtte arbejde hårdt for, at slæbe os op. Det sidste 300 meter måtte vi tage til fods – der var en del trappetrin der skulle forceres.

 På vejen op ad bjerget på knallert, havde jeg lagt mærke til en café – den skulle vi besøge på vejen ned af. Vores besøg af Buddha havde kostet nogle kræfter, så vi trængte til noget væske og kaffe. Det viste sig, at være et rigtigt hippie sted, hvor man lå ned på hynder eller hængekøjer og slappede af – vi var helt sikker på, at sikkert var “en fed” der normalt blev fyret af sådan et sted. Vi nøjes nu godt nok med vand og kaffe – og en lille lur i varmen.

På Tripadvisor havde jeg fundet Restaurant Nanna, som skulle være et rigtig godt sted, så det var her vi tog ud for, at få vores aftensmad. Det var rigtig god mad – og stærkt. Vi havde bestilt med “grøn karry”, som viste at være noget stærkere end rød karry – det var fint for mig, men Heidi kæmpede lidt. Med hensyn til drikkevarer, så var det også lidt specielt. Når der valg i Thailand, så må der ikke serveres alkohol fra 2 dage før valget – og det var vi ramlet ind i. Det kunne vi nu godt leve med, men vi kunne se, at det blev omgået – nogle fik serveret andet en kaffe på kaffekanderne.

Den sidste aften i Pai blev afsluttet med en kop “cappuccino” til 8 DKK i en af de mange boder på strøget der gik gennem byen.

Næste dag var vi nået til dag 10 på turen. Ifølge programmet fra Stjernegaard Rejser, så ville vi blive afhentet kl 9 på hotellet – og det holdt. Vores chauffør havde brugt 3 timer på, at køre fra Chiang Mai over et kringlet bjerg de 200 km til Pai – og han var fremme i tide til, at samle os op i en veludstyret MPV/minibus. Her efter gik det den anden vej mod Chiang Mai. Det var godt nok en kringlet tur – det gik ikke lige ud ret mange meter.

Da vi nærmede os Chiang Mai var chaufføren ivrigt efter, at ville køre os til Tiger zoo, elefant lejer med mere – vi gik med til, at besøge en orkide farm/sommerfugle farm. Det brugte vi en times tid på – det var helt OK selv om vi efterhånden ikke havde behov for de store oplevelser mere. Chaufføren har helt sikkert fået nogle penge fra orkide farmen for, at køre os der hen.

Her efter var det en gensyn med Ketawa Boutique Hotel, hvor vi skulle have en enkelt overnatning inden vi skulle videre på badeferie. Det blev til en god frokost, et gensyn med Ristrotto kaffebaren, samt Restaurant Black Elephant.

Cape Panwa

Næste dag blev vi kørt til lufthavnen i Chiang Mai – vi skulle 2000 km længere syd på til halvøen Phuket – mere præcist Cape Panwa. De næste 5 dage havde vi på et dejligt 4 stjernet hotel af samme navn med en af Phukets bedste strande i forbindelse med hotellet.

Efter de mange oplevelser havde vi behov for, at slappe af og nyde varmen – I nordlige del af Thailand var aftenstemperaturen 14-16 grader (om vinteren) – på Phuket ligger den mindst 10 grader højere.

Hotellets strand med liggestole, håndklædeservice og barservice helt ned til vandet.

Selfie billed – et glas kold hvidvin efter en tur på stranden her på vores altan.

Det kinesiske nytår blev fejret med en stor festmiddag ved hotellets pool med masser af god mad og vin – samt underholdning.

Ud over afslapning i Cape Panwa, blev det til en enkelt dags bådudflugt til den berømte Phi Phi Island. Her besøgte vi nogle af de idylliske bugter, samt stranden der er kendt fra filmen: “The Beach” med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Her var idyllen lidt gået fløjtende på grund af de mange turister på stranden.

I forbindelse med besøget på Phi Phi Island, blev det ligeledes mulighed for, at snorkle på nole af de koralrev der ligger ved øen – det er et fantastisk syn med de mange flotte fisk, men den oplevelse måtte jeg have for mig selv, da Heidi er vild med det med hovedet under vand!

Frokost ved stranden på en anden af de flere øer, som Phi Phi Island består af – vores båd er den hvide.

Det var 17 fantastiske dage – dejlig afslapning på Cape Panwa – men det er oplevelserne i Nordthailand, som vi altid vil huske tilbage på.

 

Leave A Comment

Layout mode
Predefined Skins
Custom Colors
Choose your skin color
Patterns Background
Images Background