Monthly Archives: oktober 2022

Loading
loading..

Island – naturoplevelse af høj karat

Vores tur til Island fra 7. til 14 oktober 2022

I oktober realiserede vi ønsket om at besøge Island i en uge — og lad der være sagt med det samme – det bliver ikke sidste gang

Island har længe været på vores bucket liste – og i efteråret så vi en mulighed for, at realisere drømmen.

Afgang blev booket med Iceland Air fra Billund – i oktober er prisen inklusive bagage DKK 2.700 per person tur/retur – vel en forventelig pris og i en hel anden leje end Grønland, som skulle være ekstrem dyr at flyve til. Foran ventede 2 timer og 40 minutters flyvning til Keflavik i Island. Indflyvningen var ganske flot, hvor vi fløj tværs hen over øen inden vi landede.

På nettet var Blue Car Rental blevet anbefalet ved leje af bil – vi valgte kategorien ”brugt og godt” og det første levede den i hvert fald op til 😊

Blue Car Rental var placeret få hundrede meter fra terminalen – men vi tog en shuttle-bus med alt vores bagage. Alle papirer var ordnet i forvejen, så jeg kunne hente nøglerne i en nøgleboks.

Bilen var en Dacia Duster med 4 hjuls træk og kilometertælleren sagde 173.000, så den var kørt til. Så er der lige det med de vaner man får.. På vej til vores hytte lagde vi vejen forbi en Bonus discount butik i Reykjavik. Vi var blevet anbefalet at proviantere her, da der ikke findes mange butikker, når man kommer ud i oplandet. Da vi skulle kører der fra kunne jeg ikke få den lorte bil i bakgear – indtil jeg kom i tanke om, at det vist nok er noget med, at man skal koble ud. For lang tid med automatgear og efterfølgende elbil 😊

Jeg bliver nok aldrig fane af rumænsk ingeniørkunst og Dacia – det var godt nok en ”gyngehest”. Vi havde dog til Dacia’s forsvar, ikke nogle problemer med bilen ellers – og det var i øvrigt den bil, man så hyppigst blandt turisterne.

Gennem AirBnB havde vi lejet en hytte i det område, som hedder Golden Circle – det er knap 2 timers kørsel fra Keflavik ind i land. “nej” – der er ikke motorveje på Island. Link til vores hytte: https://www.airbnb.dk/rooms/19550643?_set_bev_on_new_domain=1658437443_ZGFjNmI3ZjQwNTVl&source_impression_id=p3_1666728371_4AH3Ei4HolQCEMhf

Hytten var ikke speciel stor, men passede fint til Heidi og mig – og ikke mindst havde vi stor glæde af den udendørs spa. Det er opvarmet med geotermisk varme fra den Islands undergrund – det betyder man altid har 38-40 grader varmt vand klar til et bad. Sammen med et glas vind eller øl, blev den nydt hver aften. Når man åbner spaen ved at tager ”toppen” af spaen, skal man dog lige vende sig til lugten af svovl – nogle vil karakterisere det som lugten af ”rådden æg”, men det var nu ikke så galt da det hurtigt forsvandt udendørs.

På vores bucket liste er, at se nordlys (aurora). Sæsonen for nordlys i Island er fra september/oktober til marts, så der skulle være en chance. Der er dog en række faktorer der skal være på plads – det skal være mere eller mindre skyfrit om natten og en vis ”solar wind” aktivitet.

Første aften i spaen – overskyet og ingen nordlys.


Fakta om Island:

  • Areal 103.000 km3 – eller 2,5 gange større end Danmark
  • Indbyggere: 365.000 – ca det samme som i Aarhus. Det gør Island til det tyndeste befolkede land i Europa.
  • Tid CET -2 timer – to timer efter tiden i Danmark.
  • Dagslængde – maj til august er der midnatslys, solen går ned lige før midnat og det bliver ikke rigtig mørkt. Til gengæld er der kun 4-5 times lys i december/januar. I oktober, hvor vi besøgte Island, passede det meget godt med DK. Lyst fra kl 8 til 18.

Lørdag – første dag

Den første hele dag på Island ville vi benytte til, at besøge nogle af de seværdigheder som ligger tættest på vores base. Island er blevet MEGET populært blandt turister – ikke mindst blandt amerikaner, som tager et stop på 2-3 dage på turen fra eller til Europa, men i oktober, så er vi jo uden for højsæsonen, så kan der vel ikke være så mange turister???

Vi valgte at komme afsted så tidligt som muligt, så kl 9 satte vi kursen mod det meget kendte Gullfoss vandfald. Vi havde tjekket vejrudsigten – og den truede med muligheden for regn, men vi var forberedt med vores nyindkøbte regnjakker, regnbukser og vandrestøvler. Vejret hold fint tørt på vores 50-60 km til Gullfoss. Der holdt ikke mange biler på parkeringspladsen, så vi havde det måske mere eller mindre for os selv? Men til gengæld var det begyndt at stå ned med regn og blæsten tog til.
Lad det være sagt med det samme – vi fik testet vores regntøj – og det bestod med bravur. Vi blev ikke våde og havde ingen problemer med, at holde varmen. Vi havde også betalt i dyre domme for det i Eventyr Sport, så alt andet lige!!
Vi nød udsigten af det storslået syn fra forskellige plateauer og jeg fik taget adskillige fotos. Jeg havde heldigvis fået købt et regn-cover til kameraet, men linsen skulle tørres af ret tit.

Efter vi var færdig med at nyde vandfaldet – og regner – og var på vej tilbage til bilen, så væltede det ind med turister der skulle ned for at se vandfaldet. Den påklædning de kom i, lignede for de fleste ikke nogen der var forberedt på klimaet i Island. De fleste af dem var tydeligvis amerikanske turister, hvis påklædning var bedre egnet en varm dag på 5´th Avenue på Manhattan end på en regnvåd oktoberdag i Island.

Parkeringspladsen var nu fyldt med busser og biler – Gullfoss og de andre kendte seværdigheder i Golden Circle området ligger inden for en opnåelig radius fra Reykjavik for en-dags udflugt, hvor de fleste af disse turister med nogle få dags ”stop-over” bor på hotel. Vi kan dårligt forestille os, hvordan der ville se ud her med turister midt i turistsæsonen.

Næste stop var ved den kendte “Geysir” – eller på dansk “gejser”. Her spryder varme kilder i undergrunden med mellemrum 80-100 grader varmt vand 40-50 meter op i luften. Den kendte Geysir har ikke været aktiv de seneste år, men “lillebroren” Strokkur, klarer til gengæld 20-30 meter hver 5. minut.

Herefter blev der tid til en kop kaffe fra vores nye Stanley termokande – en termokande vi havde stor glæde af.

Dagens sidste udflugtsmål var Bruarfoss vandfald – med en bonus af flere mindre vandfald på de 4 km vandretur til Bruarfoss. Parkeringen er lige ved vejen (ikke mange hundrede meter for vejen op til vores hytte). De 2 x 4 km vandring sortere heldigvis rigtig mange turister fra – de der skal fragtes i bus helt frem til seværdigheden. Turen blev ligeledes en udfordring – ikke fordi den er speciel stejl – men fordi mere end 1 km af stien var meget mudderet – og når jeg siger meget mudderet, så var det meget. Der skulle hele tiden findes veje for at komme videre uden at skulle igennem vand eller store mudderhuller. Til gengæld blev man belønnet med de flotteste små vandfald og et blå/grøn strøm af vand.

Fremme ved Bruarfoss vandfaldet var vi kun os og 2-3 andre – vandfaldet ses bedst fra broen, som går over floden. På turen tilbage til parkeringspladsen – igen gennem mudderpølen, mødte vi en gruppe af kinesisk turister, som absolut ikke havde styr på, hvad det rigtige fodtøj til vandring er – blandet andet hvide sneakers, som ikke er hvide efter en sådan tur.

Lørdag aften blev med et godt glas god hvidvin i spaen – men ingen nordlys på himlen.


Søndag – Island tager os med storm

Søndag var planen, at vi skulle på en længere tur til blandt andet en isbjerg lagune på østkysten – en tur på 380 km hver vej, så vi havde i forvejen bestilt en enkelt overnatning i området. Allerede lørdag havde vi fået varsel om storm søndag og mandag. Søndag morgen havde vi modtaget en mail fra Blue Car Rental med en oplysning om, at vejene på syd og østkysten var spærret på grund af storm helt op til orkanstyrke – vi måtte derfor aflyse vores tur.

Vejret i Island er uforudsigelig og kan ændre sig meget hurtigt, men dette varsel var meget sikkert – det kunne vi også se på diverse vejrtjenester. Afbestilling af vores overnatning skulle foretages senest 3 dage før – og overnatningen er forudbetalt – det var lidt surt. Måske vi kunne få lov til at flytte overnatningen – jeg prøvede at flytte overnatningen gennem Booking.com til tirsdag – det var ikke muligt. Jeg gav den en sidste chance og forespurgte på onsdag til torsdag, som er den sidste dag inden hjemrejse fredag – og den blev godkendt – yes.

Om formiddagen kørte vi de 10 km ind til Lautegavatn for at proviantere inden stormen for alvor tog til – alternativet til at handle her, er en times kørsel til Reykjavik, så det var ikke så svært et valg.

Det var en speciel oplevelse, at sidde med et glas vin i spaen, med storm og snefnug susende om ørene – men ingen nordlys.


Mandag – Reykjavik kalder

Mandag morgen da vi vågnede, havde stormen lagt sig og solen tittede frem. Bjergene omkring os var blevet klædt med sne på toppen. Vi havde ændret planerne, så dagens udflugt gik til Thingvellir Nationalpark og Reykjavik.

Første besøg var Thingvellir Nationalpark – ifølge Wikipedia: Thingvellir, er et område og en nationalpark i det sydvestlige Island 40 km øst for Reykjavík. Stedet er Altingets historiske mødested. Det ligger også ved brudlinjen mellem den nordamerikanske og den europæiske tektoniske plade.

Vi var taget tidligt afsted for at undgå de værste horder af turister, men der var nu stadigvæk en del – et flot område i en kløft mellem den nordamerikanske og europæiske tektoniske plade.

Efter knap et par timer gik turen videre mod den nordligste hovedstad på kloden – Reykjavik. Med forstæder har den knap 200.000 indbyggere, så over halvdelen af Islands befolkning bor her.

Efter vi havde parkeret bilen søgte vi ned mod havnen for at finde et spisested. Vi fandt et dejligt sted med udsigt fra vores bord ud over havnen, vand og bjerge – Höfnin hed stedet. Vi skulle selvfølgelig prøve en omgang “fish & chips” – det var godt og vi blev meget mætte af dette friturestegte måltid.
Vi skulle selvfølgelig finde os en rigtig islandsk sweater i uld – og det var ikke noget problem, der var masser af forretninger henvendt til turister med “Icewear”. Generelt i det centrale af byen meget henvendt til turister.

Efter besøg til diverse seværdigheder i byen, havde vi til aften bestilt middag på Reykjavik Kitchen – det var lækkert. Laks til forret, lamme steak til hovedret og lækker is til at slutte af med.
Det blev sent inden vi var hjemme, så det var kun mig der kom en tur i spaen på en kold aften med en god kold øl – men ingen nordlys…


Tirsdag – 2 x vandfald og vand fra oven

Tirsdag var planen at besøge to berømte vandfald og der skulle tilbagelægges lidt kilometer på de Islandske landeveje – i alt 270 km. Igen blev vi fortryllet af det islandske landskab – det har meget at byde på. Det er ikke uden grund, at så mange har fået øjnene op vor naturskønhederne her. Masser af får og Islandske heste – sidst nævnte bruges til, at fragte turister rundt på deres ryg. Først nævnte leverer uld til mange islandske sweater, som bliver langet over disken til turister.

Tæt på det første mål åbnede himlens sluser og det begyndte at regne. Det første vandfald var det berømte Seljalandsfoss, hvor det er muligt, at gå bag om vandfaldet. Selv om vi det kunne være interessant – og vi havde regntøj der kunne modstå det, så trak det ikke rigtig. Vi har tidligere set et vandfald bag fra, da vi besøgte en nationalpark i Venezuela tilbage i 2006 i forbindelse med vores ferie på Isla Margarita. Det betød, at vi ikke brugte ret meget mere end 45 minutter her. Regnen indbød ikke ligefrem til et længere tids ophold.

Til gengæld ville vi bruge noget mere tid på det næste vandfald, hvor der er en trail (vandresti) i forbindelse med floden der forsyner vandfaldet. Der var heldigvis kun 30 km til Skógafoss, som forsynes af smeltevand fra en af gletcherne.

Vejret var ikke blevet bedre da vi nåede frem til parkeringspladsen neden for vandfaldet, så vi startede med en kop kaffe fra termokanden i læ inde i bilen.
Regnen stilnede heldigvis af, så vi kastede os ud i det. Vi startede med, at gå de 400 trappetrin og 60 meter til toppen af vandfaldet – det fik pulsen op.

På toppen er en flot udsigtsplatform , hvor der er en fantastisk udsigt ud over vandfaldet. En dag med flot vejr må det være endnu mere fortryllende, men til gengæld slap vi for horder af turister. Det var begrænset på grund af vejret.
Vi fulgte den sti der startede bag ved vandfaldet og fulgte floden. Vi kom forbi flere mindre vandfald og må indrømme, at denne del næsten mere fortryllende end hovedattraktionen Skogafoss. Her kunne vi godt havde brugt en halv dag på at følge den på en endnu længere strækning. Vejret var dog ikke med os – regnbyger kom med jævne mellemrum. Forude ventede også 135 km tilbage til hytten.
Vi gjorde holdt i en lille flække – Hvolsvöllur – hvor vi fik frokost. Det blev til en ikke videre ophidsende chicken burger.

Tilbage i hytten blev den igen til en tur i den udendørs spa om aftenen – ingen nordlys.


Fakta – det koster det at spise ude:

  • Höfnin – the harbour restaurant – Reykjavik. Fish & chips, øl og kaffe – to personer DKK 550
  • Reykjavik Kitchen – forret: laks – hovedret: lam ribsteak – dessert: Is + kaffe – to personer DKK 1200

Onsdag – overgår denne dag virkelig alt andet?

Onsdag skulle vi rigtig på udflugt. Foran os lå fra morgenstunden 380 km på landevejen – og det blev en dag, som overgik de tidligere dage.
Vejret viste sig fra den gode side – det var skyfrit og næsten ingen vind. I første omgang skulle der bare ædes en del kilometer. Vi kom forbi de to vandfald fra dagen i forvejen og gennem byen Vik, som ville kigge nærmere på torsdag, når vi kører den samme vej tilbage. Der er faktisk ikke så mange andre muligheder end “ring-road”, som følger kysten hele vejen rundt om Island. Højlandet er ikke så fremkommeligt.

Igen blev fortryllet af det ene fantastisk view efter det andet – vi kunne ikke holde ind alle steder vi gerne ville, så ville vi ikke nå målet senere på dagen.
Vi havde kørt igennem områder med sorte lava marker, men i det lavtliggende sydøstlige hjørne af Island løb vi ind i store områder af grøn mosbeklædt lava marker – det er et helt specielt syn. Det er områder der helst ikke må betrædes eller kun med stor varsomhed, da det tager flere hundrede år, at genskabe beskadiget mos. Prøv bare at spørge popdrengen Justin Bieber, hvor upopulær man kan blive, hvis man i en video ruller sig rundt i den islandske mos.

Nu da vi nævner Bieber, så leder det os hen til den næste seværdighed vi besøgte – Fjaðrárgljúfur canyon. Den blev meget kendt efter, den var en del af før nævnte musikvideo fra Justin Bieber fra 2015 – den indeholder i øvrigt scener fra flere af de steder vi besøgte i Island. Link til video: (128) Justin Bieber – I’ll Show You – YouTube. Det betød, at man blev nød til, at lave afmærket stier, hvor turisterne måtte færdes – da blomster og beplantning blev trådt ned.

Fjaðrárgljúfur er en smuk kløft, hvor man går på en sti på kanten af kløften. Der er lavet flere udsigtsplatforme, hvor der er en flot view ned gennem kløften. Der var begrænset antal turister, trods det flotte vejr.

Fjaðrárgljúfur canyon

Vi havde stadigvæk et stykke på vejen at tilbagelægge inden vi ville være fremme ved et af vores helt store mål for dagen: Jökulsárlón gletscher-lagune. Vi kunne efterhånden se mere og mere af Europas største gletscher – Vatnajökull. Den er større end Sjælland og vil, hvis den blev jævnet ud over hele Danmark give en snedybde på 100 meter, så der er store mængder det drejer sig om.

Vatnajökull gletsche bag bjergene.

Midt på eftermiddagen var i fremme ved Jökulsárlón gletscher-lagune. Inden vi tog os tid til at kigge nærmere på området, skulle vi lige have stillet sulten i en af de “food-trucks” som var parkeret ved parkeringspladsen. Jeg tog en velsmagende hummerrulle og Heidi en almindelig hotdog.

Det lagunen kunne byde på var måske den største oplevelse på hele turen. Det kan ikke beskrives, hvor fantastisk et syn det er med store og små isbjerge der sejler forbi på deres vej ud mod havet.

Vi havde i forvejen bestilt en 45 minutter lang sejltur i et amfibie-køretøj, hvor vi skulle ud på lagunen for, at kigge lidt nærmere på de større isbjerge. De første 500 meter blev kørt på land inden vi kørte i lagunen.

Video fra lagunen ved solnedgang.

Besøger man Island, så bør man besøge dette sted – enestående.

Overnatningen foregik i Guesthouse Kálfafellsstadur, som ligger 10 km fra lagunen – det var et gæstehus drevet i en tidligere præstebolig af en ældre dame. Vi fik venligst, men bestemt, besked om, at vi skulle huske, at tage skoene af inden vi gik ind. Der var vel omkring 10 værelser der kunne lejes.

På en nærliggende restaurant – Helo – fik vi en fin gang aftensmad: henholdsvis asparges- og fiskesuppe til forret. Kylling til hovedret og kaffe til dessert.

Ingen nordlys denne aften.


Torsdag – sidste dag

Værtinden Thora havde lavet en rigtig fin morgenmaden på Guesthouse Kálfafellsstadur – godt suppleret med hjemmelavet marmelade. Lidt før kl 9 var vi parat til at forlade stedet. Det var igen rigtig flot vejr. I dag går turen modsatte vej tilbage af den rute vi kørte dagen i forvejen.

Vi havde 20 km tilbage til lagunen, hvor vi ville kigge nærmere på udløbet i havet. Vi blev dog overmandet af de flotte vidder på den dejlige oktober morgen og måtte hold ind flere gange for at nyde udsigten.

Tilbage ved lagunen drejede vi modsat af parkeringen ved lagunen og parkerede i stedet ved stranden – bedre kendt som Diamond Beach. Det skyldes, at der skylder masser af “diamanter” op på strandet – de har det dog med at smelte, når de kommer med i bagagen. Vi havde ellers fundet et par stykker vi kunne forestille os, skulle slibes til en ring til Heidi 🙂

Vi fortsatte videre mod Vik – vi holdt ind nogle gange, det var simpelt hen så flot.

Vik er en lidt større by helt nede på den sydligste spids af Island. Vi startede med en frokost – klokken var efterhånden blevet 13, så det var på tide. Der lå et lille center ved stranden med butikker og caféer, så det passede rigtig fint.

Efter frokost gik vi på den berømte Black Sand Beach – som navnet siger, så er sandet helt sort, da den er farvet af lava. Den er ligeledes berygtet for de bølger der en gang imellem trækker mennesker med ud i bølgerne – såkaldte “killer waves” – som næsten hvert år koster primært turister livet.

Vi skulle egentligt havde set nogle flere steder, men vi var ved at være godt træt og mættet af indtryk, så vi kastede ud i de sidste knap 200 km hjem. Vi havde behov for lidt tid til lige at slappe af. Vi skulle op midt på natten, da vi skulle være i lufthavnen kl 6.

En sidste aften udendørs i spaen skulle nydes – sidste chance for nordlys. Det blev et stort “øv” – ingen nordlys.


Hjemtur – med fantastisk bonus

Klokken 3 om natten vækkede alarmen på mobilen os. En hurtig gang morgenmad og det sidste bagage skulle klemmes ned i kufferterne. Jeg gik i gang med at pakke bilen – og her blev den helt store bonus åbenbarede: Nordlys. Et bånd af grønt lys der gik hele vejen over himlen – ingen af os havde set nordlys, det var et fantastisk syn. Desværre var kameraudstyret pakket ned og der var ikke tid til at finde det frem, så det blev alene nogle billeder med mobiltelefonen.
Vi skulle nå at tilbagelægge de 1 time og 45 minutter til lufthavnen i Keflavik – fylde bilen op med benzin, aflevere bilen ved udlejningsselskabet — og vi holdt planen. Kl 6 var vi i lufthavnen.

Lufthavnen var fyldt med masser af mennesker, der var åbenbart en hel del afgange først på morgenen. Vi fik printet bagage tags ved en af selvbetjeningsautomaterne – der næst ventede en meget, meget lang kø for at få afleveret bagagen. Midt i det hele var bagagebåndet åbenbart brudt ned, så vi fik besked på, at sætte vores kufferter i en stor bunke, sammen med andre til alverdens destinationer. Så var vi godt klar over, at vi næppe fik vores bagage med flyet til Billund.

Turen hjem gik fint – 2 timer og 45 minutter. Til vores store overraskelse, så var vores bagage kommet med flyet. Utroligt.

Layout mode
Predefined Skins
Custom Colors
Choose your skin color
Patterns Background
Images Background